mandag den 31. marts 2014

Sommerlængsel


Her i familien holder vi rigtigt meget af, at holde sommerferien indenfor landets grænser og hvad er mere sommerligt end en skøn jordbærtur...
Vi tog afsted en skøn solbeskinnet sommerdag sidste år og tilbragte nogle gode timer på den lækreste jordbærmark med den dejligste mavepine til følge.
Ungerne kunne slet ikke lade være med at overgå hinanden i, hvor store og flotte bær de kunne finde og der kom adskillige kilo med hjem til både dessert og fryser. 

Selvfølgelig skulle sådan en oplevelse foreviges og da jeg elsker at lege med min iphone og et program der hedder hipstamatic kom der dette fine resultat ud af det.


Jeg fandt et lækkert rødt ark fra American Crafts og et med prikker fra en gammel juleserie fra Karen Marie, samt 2 skøøøøøønne ark fra Fancy Pants Designs Summer Soiree serie.
Jeg kunne slet ikke stå for de klare farver og da der var de skønneste Title Strips på det ene og nogle tilsvarendene Cards på det andet, var det jo supernemt at lave et rigtigt sommerLO.



Jeg brugte dobbeltklæbende tape til LO og da jeg altid opbevarer mine LO i enten store cellofanposer eller i et album, så behøver jeg ikke bruge ret meget tape før det fint hænger sammen.
Jeg bruger næsten altid mit høje arbejdsbord, når jeg laver et LO, fordi jeg har god plads og fordi jeg kan bruge de helt store skærepladers mange linier som "hjælpelinier", således at hele LO'et ikke bliver skævt.
Der kom ikke mere pynt på overhovedet, så det her er nok et af de hurtigste LO jeg nogensinde har lavet og alligevel synes jeg, at resultatet er blevet som planlagt.


Hov!! jeg glemte helt at fortælle, at jeg lagde 3D puder under de 3 smalle borter på LO'et for at få lidt "luft" i resultatet. Det er vist noget svært at se her.

Tusind tak fordi I kiggede med 
og på gensyn her på
Kreastil





søndag den 30. marts 2014

En lille glad dreng


Da min ældste dreng skulle døbes havde vi selvfølgelig en masse ønsker for og til ham og et af de helt store var en gyngehest som Tigerdyret. 
Den fik han af bedsteforældrene og den blev en højt skattet kammerat. Den fik de vildeste og mest våde kys og kram og han kunne sidde der i timevis og gynge.
Da han blev storebror blev Tigerdyret ærbødigt foræret til lillebror og han blev heldigvis ligeså glad for den som storebror og selv i dag står Tigerdyret her i huset, hvor den får et kærligt klap, når en af drengene går forbi.
Her har jeg fundet et af de bedre billeder af barn og Tigerdyr og selvfølgelig skulle det scrappes!!
 
  
Jeg fandt et lækkert stykke 30x30 fra American Crafts og et par rester fra et gammelt projekt.. 
Og jaja jeg ved godt, at jeg har mange rester, men det er en god måde at få brugt stumper på og jeg synes, at det er mere vigtigt at farverne matcher end at hele LO'et altid skal være lavet af nye hele ark.
Derfor er mit lager af rester også stort og indholdsrigt og jeg har aldrig svært ved, at finde ting der passer sammen. 
Sidst jeg var i Gavlhuset i Haverslev fandt jeg de fineste små klistermærkeark i blå, sort og rød med både tags og tekster til kun 2 kr. stk, så de måtte bare med hjem og her var der lige et par stykker der passede perfekt..
Det er altså en rigtig god ide, at tage sig god tid til, at kigge i alle krogene i butikken, for man finder altid nogle supergode ting til helt fine priser :-)
Overskriften på LO'et er lavet med et af grungeboardsene fra Tim Holz som har fået en gang sværte fra Memento og så har jeg igen brugt min elskede E-bosser med en alfabet-die.
Måske er der også nogle som genkender det sjove Crispy bånd , hvor jeg lige fandt en stump i orange som passede til Tigerdyret.
 
Tusind tak fordi I kiggede med 
og på gensyn her på
Kreastil
 
 
 

lørdag den 29. marts 2014

Efterårsdag på stranden med far


 Jeg er den heldige mor til 2 dejlige drenge og selvfølgelig har jeg også i tonsvis af billeder af dem.
Her har jeg fundet et af den ældste, da han ikke var helt så stor som han er nu og det blevet udgangspunktet for legen idag.
Her er han på stranden med sammen med farmand og knægten er allerede miløskadet!! Far er nemlig fotograf og selvfølgelig er det sjovt når man får lov til, at løbe rundt med et kamera om halsen..
Jeg vil gerne holde LO'et i farver som matcher fotografierne og den brune baggrund er valgt fordi den er i knægtens seje bukser..
Det er som oftest en American crafts karton.
Så skulle den svage blå selvfølgelig også med da den både er i havet og i himlen, selvom det er lidt svært at se her.
Jeg fandt noget rigtigt lækkert tilbehør fra One heart..one minds Metropolitan collection og så var det bare, at klippe ud og skære til.
Den sjove kant med skrift øverst er Paper Pizazz overlays som jeg synes er rigtigt sjove at bruge.
De kan pifte et hvert fladt LO eller kort op og så er de lette at arbejde med.



Jeg laver altid et par "prøve"billeder af mit LO før jeg begynder at lime de forskellige dele på, dels for at danne mig et overblik og dels for at tjekke om der er ting på LO'et, som stikker helt ved siden af.  Hvis først jeg har limet noget på, er det jo ikke nemt at flytte igen og det er så ærgerligt, at få ødelagt et stort arbejde, fordi man ikke har taget sig tid til at tjekke opbygningen en ekstra gang.
På den måde er jeg også rimeligt sikker på, at jeg kan huske hvordan det færdige LO skal se ud, når jeg begynder at lime.
Hvis I kigger godt efter, kan I sikkert let finde et par af de forskellige dele her på LO'et, som jeg endte med, at flytte før jeg blev tilfreds.


Og her er det færdige resultat. Jeg arbejder meget med enkle klare udtryk i mine LO og igen synes jeg, at det er lykkedes, at få billederne i fokus uden for meget pynt og forstyrrende elementer.



Mange tak fordi I kiggede med 
og på gensyn her på
Kreastil



Smid gerne et like eller en kommentar, så bliver jeg så glad :-)





torsdag den 27. marts 2014

Et forårskort med Karen Marie

Lad os bare slå fast at Karen Marie Klip har noget ganske særligt papir!!!
Der er så mange fine mønstre som kan matches på kryds og tværs og jeg bruger det både til scrap, kort og smykker.. og så tænker du sikkert at jeg da må have skrevet forkert men nej man kan faktisk godt lave nogle meget fine smykker af nogle af de fine lasercuts som findes, men dem må I se en anden dag..
Idag blev det til et lidt forårsagtigt kort i de fineste lyse farver fra den pastelfarvede Classic collection.


Jeg blander ofte de forskellige materialer fra Karen Marie og er ikke bange for at klippe i de store 30x30 ark hvis der er noget godt som jeg kan bruge. 
Jeg gemmer altid alle mine rester opdelt efter farver for så er det dejligt nemt at finde materialer frem næste gang jeg går i "hulen" til et nyt projekt. 


Denne gang valgte jeg et stykke sandfarvet karton med en flot ramme på som bund og så nogle meget spinkle blomster fra et lasercut, samt en såkaldt perleclips som egentlig kan bruges både som bordkort eller servietring..
Alle de forskellige dele er sat på med Karen Marie limen som jeg også skrev om i går. Den har en meget tynd spids, så det er nemt at lime selv helt fine motiver fast uden at få smurt lim overalt.

Til sidst limede jeg små fine halvperler på de spinkle blomster og her brugte jeg den sjove hvide blyant som I kan se på billedet..
Den har sådan en form for viskelæderspids som gør, at man let kan samle halvperler og rhinsten op med den og så placere dem ganske præcist.
Når den af og til bliver slidt og ikke klæber så godt længere, så får den bare en tur i blyantspidseren og så er den så fin som ny :-)


Her ses så det færdige resultat af dagens anstrengelser. 
Husk at næsten alle projekter her fra Kreastil kan ses i Gavlhuset i Haverslev.


Tusind tak fordi I kiggede med 
og på gensyn her på
Kreastil


Ps smid gerne et like eller en kommentar så bliver jeg noget så glad :-)

onsdag den 26. marts 2014

Et par gule guldklumper

Selvfølgelig skal der også laves et LO med mine dejlige hunde.
Her i familien er vi så heldige, at have 2 dejlige golden retrievere på henholdsvis 3 og snart 14 år.
En lille prinsesse ved navn Kora og en rigtig gammel glad dreng som af og til lystrer navnet Ankie. 
Jeg synes, det er rigtigt sjovt at forsøge, at fotografere dem og helst når de uvidende bare trisser rundt eller når de leger.. 


Kora har på dette billede fået øje på vores kaniner, som løber rundt i bunden af en stor voliere og hun har stået dybt hypnotiseret de sidste 10 min før jeg tog billedet af hende..
Gamle Ankie har fundet en sjov bold og selvom han måske ikke gider løbe efter den, så står der alligevel filur i øjnene på ham og man kan godt glemme alt om, at han giver bolden fra sig frivilligt.


Når jeg begynder på et LO så finder jeg alle de materialer frem, som jeg har i de farver, som jeg mener, at jeg skal bruge. Jeg forkaster ofte en hel masse undervejs og forsøger, at holde mine LO så enkle som overhovedet muligt.
Her er det bl.a materialer fra American Crafts og Heidi Swapps.
  
Jeg synes også at det kunne være sjovt, at lave hundenes navne i en alfabet-die fra x-cut og så ellers lege lidt med linjerne i selve LO'et.
Jeg bruger ofte limen fra Karen Marie klip da den er utroligt let at arbejde med. Den tørrer hurtigt og er meget drøj i brug og hvis man er en smule hurtig kan man sagtens flytte rundt med papiret/kartonet hvis ikke det ligger præcis der hvor man har lyst. Desuden tørrer den usynligt op og den trænger heller ikke igennem papiret.

Her kan I se det færdige resultat. 
Jeg synes at det er lykkedes godt at holde ro på LO og samtidig skabe helhed med de materialer som jeg fandt.


Mange tak fordi I kiggede med 
og på gensyn her på 
Kreastil







mandag den 24. marts 2014

Kan et kort lavet med chips mon spises??

 
Ja det kunne det måske godt, men ikke med disse lækre chips!!
 
Jeg fandt nogle poser med chips da jeg sidst var en tur i Gavlhuset og de måtte da med hjem i hulen. Jeg forestillede mig at de både kunne bruges på kort og på LO, så det var med stor spænding at jeg tog hul på den første pose, da jeg satte mig med en skøn veninde i går og lod nullermænd være nullermænd og i stedet lod timerne flyve i det dejlige selskab.

Jeg havde en kasse fra Tim Holz liggende med de sjoveste grungeboards og da de havde fået en omgang sort mementosværte sad jeg med de fineste tal i hænderne..
(Der er 171 dele i pakken og der er både tal og forskellige tegn så der er en masse muligheder.)
 
Når nu jeg havde sværtet tallene sorte var det jo nærliggende at tage hul på den sorte pose chips og se hvad jeg kunne få ud af den og sikke en bunke fine blomster og prikker der væltede ud!!!

Så var det bare om at få de forskellige dele placeret og da jeg gerne ville have lidt dybde i kortet brugte jeg 3D klæbepuder i forskellige tykkelser. 
Man kan også med lidt forsigtighed lime enkelte af blomsterne ovenpå hinanden hvis ikke man har flere tykkelser af klæbepuder.
Der kom også lige et par stykker washitape under tallene og her kan I så se det færdige resultat.



Tak fordi I kiggede med
og på gensyn på
Kreastil
 
Follow my blog with Bloglovin

lørdag den 22. marts 2014

Det 8. vidunder

En scrappers 8. vidunder må bestemt være en E-bosser...
Jeg kan i hvert fald slet ikke leve uden min og jeg bruger den dagligt. 
For dem som ikke kender den, så er det en elektrisk standse/præge maskine som man kan bruge til stort set alle materialer. 
Den kan præge/standse i A4 str og jeg har brugt både papir, karton, pap, kork, stof og tyndt metal i den uden problemer.
Der findes et væld af forskellige Dies til den. (en die er den standseskabelon som bruges til at skære ud med). Der følger forskellige plader med til den og man kan skifte pladerne ud alt efter hvor tykt materiale man vil standse ud i.
Det giver også mulighed for at bruge mange forskellige typer dies, da man let kan tilpasse til netop den type die man vil bruge. (Der er forskellige tykkelser på dies)
Der er heldigvis en god vejledning med, som viser det anbefalede antal plader til de forskellige slags dies.
Her kan I se lidt af mine dies og hvordan jeg opbevarer dem.. 
Når først man får en del dies synes jeg at det nemmeste er, at opbevare dem i ringbind på magnetpapir.
Her ligger de i plastiklommer og er godt beskyttede.
Jeg har sat et lille tag ved hver die med navn og design så det er let at vise hvilken die jeg har brugt til hvert af mine projekter..


Marianne Design
Der findes også en masse forskellige præge-skabeloner (embossingfolders) hvor man kan sætte et stykke karton ind og få præget et fint motiv på kartonet..
Det kan både bruges på kort og da maskinen jo kan arbejde med A4 str kan man præge et stort ark og så ellers klippe i det til LO. De nederste embossingfolders skærer også ud i kartonet på udvalgte steder, så de giver lige en ekstra dimension i kortet...

Jeg bruger ofte flere forskellige dies på det samme kort og jeg synes at de giver en rigtigt spændende effekt på eksempelvis dette dåbskort hvor jeg har brugt 3 forskellige dies. Både den cremefarvede bund og de lidt mørkere gran-grene er fra Nellie Snellen og de lidt lysere grønne snirkler er fra Cherry Lynn. Papiret er i øvrigt fra Karen Marie.
Og her er der brugt 2 forskellige dies
fra henholdsvis Nellie Snellen og Marianne Design
Teksten på det sidste kort kommer fra Cardmaker's Birthday fra Paperpizazz.
Jeg har selvfølgelig købt min E-bosser hos Gavlhuset i Haverslev.
Se her


Tak fordi I kiggede med
og på gensyn på
Kreastil

onsdag den 19. marts 2014

En hasteopgave..

I dag fik jeg en lidt speciel hasteopgave ind og selvfølgelig kunne jeg da gøre et forsøg.
En ganske særlig pige skal bruge et konfirmationstelegram til sig selv, som alle klassekammeraterne skal skrive en hilsen i.
Opgaven lød derfor; Lav et telegram i yndlingsfarven blå, der skal være plads til at rigtigt mange kan skrive i det samme telegram, og så må det gerne være personligt og specielt. 
Jeg fik lov til, at låne en serviet fra den kommende fest for at kunne tage udgangspunkt i de blå farver der er deri.
Hmmmmmm se så skulle der tænkes og leges......
Først fandt jeg de materialer som jeg kunne tænke mig at bruge og så skulle der skæres til og standses ud.
Jeg fandt en god grundkarton fra American Crafts i en dejlig lysblå farve og skar et par 30x30 ark midt over så de kunne foldes til 15x15..
Så blev hvert ark sværtet i kanten på både for- og bag-side med Memento sværten i grå
Herefter skar jeg de stykker karton til som skulle pynte forsiden og limede dem fast lag for lag.
Enkelte af de forskellige stykker fik lige en omgang kantsværte ligesom de store ark for at skabe sammenhæng og helhed.
Så blev alle siderne samlet med et smalt satinbånd og selve dekorationen af forsiden på telegrammet kunne begynde.
 Jeg fandt et fint tekststempel fra Hobbygros. Jeg kan godt lide at bruge clearstamps fordi de er lettere at placere rigtigt uden at skulle "gætte" sig til om de sidder der hvor man gerne vil have det.
Der skulle også et par af de fine filtblomster på og gerne med en sød brads i midten.
De blev sat fast med et par af de store 3D klæbepuder.
De fine G-nøgler er en die fra Marianne design og de er ganske tynde og fine og derfor måtte jeg klippe i de mindste 3Dpuder som jeg havde, men det kan sagtens lade sig gøre, hvis bare man har en fin saks, så man kan se, hvad man laver.
Her kan I så se det færdige resultat fra oven så I kan få en fornemmelse for "siderne" i telegrammet.
Og her ses det færdige resultat..
Jeg skulle hilse fra modtageren og sige at hun var mere end tilfreds:-)

Tak fordi I kiggede med og på gensyn her på 
Kreastil








tirsdag den 18. marts 2014

1. Lay out

I dag er der blevet scrappet et rigtigt Lay out (LO) og det skal I selvfølgelig se.
Jeg var tidligere en ivrig "hestepige" og min dejlige hest Perle er der heldigvis rigtigt mange skønne billeder af. 
Jeg købte ham dagen efter min konfirmation i 1988 og han sov ind med hovedet i mit skød en smuk august eftermiddag i 2010. Han var min tro følgesvend og den dejligste hest man kunne forestille sig. Der vil med garanti komme mange flere projekter med ham som motiv, så jeg håber at I finder ham lige så fin som jeg gjorde.

Billedet, som jeg har valgt til dagens LO, er taget til det sidste dressurstævne jeg var med til med ham og det er falmet en smule, men jeg synes faktisk bare, at det giver billedet lidt mere sjæl.
Når jeg begynder på et LO bruger jeg rigtigt lang tid på, at finde det karton, som passer bedst med en grundfarve i det/de billeder jeg vil fremhæve. Her vil jeg gerne have den meget svage grønne frem som er i græsset da denne farve er neutral og bedst fremhæver selve motivet. Jeg vælger så en blå farve som "matte" (det ark som ligger under billedet som ramme) da den er i min ridejakke på fotoet. De 2 farver passer godt sammen og det skaber et roligt udtryk.
Jeg limer ALDRIG noget fast på LO før jeg er helt tilfreds med siden og jeg tager næsten altid et billede med mobilen så jeg har en "grund-skabelon" at følge, når de mange dele skal limes fast.
Som I også kan se er jeg ikke specielt glad for at blande mange farver sammen på det samme LO og forsøger som regel at holde mig til en enkelt eller to grundfarver og så finder jeg tilbehør der passer til de valgte farver. Jeg synes, at det giver det bedste resultat hvor billedet og ikke pynten kommer i fokus.

Jeg fandt det smukke baggrundskarton i Gavlhusets enorme afdeling med American Crafts. Her er alle regnbuens farver og det eneste problem det giver er egentligt bare at vælge hvad man vil bruge..
Til gengæld kan man få 10 stk 30x30 ark for kun 40 kr så jeg var grådig og købte det meste af farveskalaen med hjem:-)
 Det er noget utroligt lækkert karton med en form for struktur på den ene side og så er det glat på den anden side. Det er også meget ofte det karton som jeg bruger når min E-bosser er på arbejde med de mange forskellige dies.


Jeg har også leget lidt med det fine bånd fra Crispy. Jeg synes, at den spindelvævseffekt som Crispy båndet har er god, når nu resten af LO er mere massivt. 
Crispy båndet findes også i alle regnbuens farver og man kan både købe det i metermål og på hele ruller så det er bare med at komme igang.
Jeg kan godt lide, at bygge mine LO op så de får en smule 3D effekt ved at lade enkelte elementer sidde enten på noget meget tykt materiale eller ved at bruge de små 3D klæbepuder.
Her kan I så se den færdige scrapside med lidt forskellige tags fra "Restekassen" og nå ja titlen gav vel næsten sig selv..
Perle.


Tak fordi I kiggede med 
og på gensyn på
Kreastil

mandag den 17. marts 2014

Seje drenge skal også have en hilsen.

I skal da ikke snydes for en drengeudgave af Build a Book projektet.
Her er der ikke noget med fjer og fine blade....næ nej!!

Råt papir med guitar, sølvfolie fra restekassen og klare farver på papiret fra Bisous.

Forskellige større og mindre tags også fra restekassen og den seje guitar-die fra Joy som jeg har brugt på forsiden af bogen.
 bogens kanter er blevet farvet med den lækre sværte fra Memento. 

Den findes i rigtigt mange farver og jeg synes, at den er ekstra lækker med den fine spids, som gør det dejligt let, at sværte de steder hvor det ellers kan være svært, at komme til uden at få sværte ud over det hele. 

Jeg ved godt, at jeg af og til, vil henvise til "restekassen" og det er selvfølgelig ikke altid til at garantere, at netop denne vare findes i Gavlhuset, men det er simpelthen fordi Lene har en kasse med de fineste forskellige rester i, til yderst rimelige priser og jeg må tilstå, at jeg aldrig kommer hjem uden, at have stået på hovedet i kassen. 
Det kunne jo være at der var kommet noget nyt i den siden sidst, som jeg ikke kan leve uden:-).
Så når I tager forbi Gavlhuset næste gang så husk at stikke næsen i kassen!!

Tak fordi I kiggede med idag
og 
på gensyn på Kreastil.

søndag den 16. marts 2014

En anderledes konfirmationshilsen

Så er det på tide, at komme i gang med, at vise Jer et af mine kreative projekter.
Da jeg den anden dag var en tur i Gavlhuset faldt jeg over dette spændende produkt.. Et sæt med Build a book fra Prima.

Det blev hurtigt til en ide om en anderledes konfirmationshilsen.
Jeg synes ofte, at jeg møder nogen, som gerne vil glæde en konfirmand med en økonomisk hilsen, men de mange kedelige konfirmationskort i en hvid kuvert er bare ikke det mest spændende at give væk. 
Og hvis man er bare en lille smule fiks på fingrene er det her virkeligt nemt at gå til!!
Jeg farvede kanterne på siderne med Paper Soft Color i en smuk lilla/lavendel farve.

Farven er let at arbejde med og man kan give flere lag hurtigt efter hinanden, hvis man ønsker en mere intens farve.
Mens farven tørrede fik jeg målt ud til de forskellige side-design. Jeg lavede bl.a. en side med en lille lomme hvor man kan gemme et lille tag med en sød tekst eller folde og sætte penge i lommen.

Der kan let sættes et billede af konfirmanden ind på en af siderne med fotohjørner hvis man har lyst til det.
Der blev også plads til et foldet kort som sidder på sidste side i bogen.
Her kan der skrives en sød hilsen. 


Forsiden på bogen har jeg dekoreret med papir fra Karen Marie Klip og One Heart - One Mind. fra central park collectionen.

De små fine charms med lås og nøgle er fra Marianne Design 
Det lille blad og blomsten indeni bogen er en die fra Marianne Design og jeg synes den er rigtig fin uden at være alt for skrøbelig.
Stemplerne der er brugt er begge fra Dixi Crafts som har mange fine tekster.

Mon ikke der er en konfirmand der vil blive lidt ekstra glade for sådan en hilsen?

 Husk at I altid er velkommen til at kommentere på ideerne og spørg bare hvis der er brug for ekstra forklaringer.

Tak fordi I kiggede med
i dag her på Kreastil.