søndag den 29. juni 2014

Vi begynder at trække vejret igen...

Så begynder vi igen at trække vejret lidt mere normalt her i familien.
Nu er det 14 dage siden vi sagde farvel og roen begynder igen, at finde bo i vores hjerter og vi kan snakke om og mindes den gamle hund uden alt for mange tårer. 
Savnet er her stadig, men det var den rigtige beslutning og nu glæder vi os over, at have haft ham i vores liv.


Det betyder også at jeg igen kan finde kreativiteten frem og lege lidt i hulen...
Den anden dag fik jeg en udfordring... lav et kort som passer til en "Ja, vi elsker hinanden-fest". Om det er en bryllupsfest eller ? det vides ikke, men kort skulle der til og jeg gav gerne et forsøg eller 2...
Jeg ville gerne lave et anderledes kort og fik ideen om et kort, der kunne åbnes som et skab og så skulle der selvfølgelig leges. Det gør jeg ofte med et helt almindeligt stykke a4, som jo ikke er så dyrt og så omregnes ideen til mit karton, når engang jeg tror på at det kan lykkes :-)

 
Her ser I kortet når det er lukket og Ja!! det blev meget romantisk men det var lige ideen denne gang. 
Sløjfens ender er gemt under de 2 rød/hvide forstykker som er limet på "lågerne".
Hjertet er lavet i mange lag, dog uden 3d puder imellem da det ellers ville blive alt for højt.


Her er sløjfen bundet op og kortet er åbnet.. 
Jeg har valgt, at lave et ekstra kort, som ligger løst indeni for at gøre det lettere at skrive i. Man kan måske godt skrive på "bunden" af kortet, men jeg synes, at det ekstra kort passer fint og giver lidt mere liv når det åbnes.


Jeg brugte det samme slags bånd i toppen af det ekstra kort, som udenpå, for at skabe en helhed og synes, at det lykkedes fint..

Tusind tak fordi I kiggede med 
og på gensyn her på 
Kreastil


Husk I er altid velkommen til at kommentere og spørge ind til de forskellige modeller fra bloggen.







torsdag den 19. juni 2014

En gammel dreng..


En gammel dreng fik fred og selvom her er frygteligt tomt uden hans højlydte snorken så var det den rigtige beslutning.. Han hilste stille på dyrlægen og lagde sig derefter på sit yndlingstæppe midt på græsplænen mellem os alle 4 og blev nusset til det sidste. 
Mine drenge fik fortællingen om regnbuebroen og selvom nogen måske vil kalde mig naiv og barnlig så holder vi fast i den fortælling og glæder os til et hjerteligt gensyn. 
I går flyttede vores unge tæve så ind på gamledrengens plads under trappen hvor hun forsigtigt lagde sig og sukkede et par gange. Herefter gav hun sig til at snorke højlydt og hun forsøger nu efter bedste evne at fylde den tomme plads ud. Drengene har tillagt sig nye vaner med at hun skal have "putte-tid" når de kommer hjem fra skole og hun er i hvert fald ikke utilfreds med at få lov til " at ligge i ske" med dem på skift. 
Og jo det er stadig svært og et kæmpe savn men han bliver gemt dybt inde og aldrig glemt og med et forsigtigt smil kan vi nu begynde at snakke om nogle af alle hans fjollede vaner uden at græde. 
Alle de mange blå/gule/lyserøde karklude som han stjal og rev i atomer... Da han tog et par sko og bare skulle ligge på dem uden at tygge i dem...når han apporterede en rød pølse for derefter at give den til katten...når han ved stranden gjorde sig helt usynlig ved at "mave" sig ned til vandet for at bade selvom han ikke måtte.. 
Jo han var en ganske særlig hund og heldigvis fik vi fornøjelsen af at vores hans familie.❤️❤️❤️

søndag den 15. juni 2014

Overspringshandlinger...


I dag har jeg brugt det meste af tiden på overspringshandlinger...
Her i huset har vi taget en forfærdelig, men også nødvendig beslutning og i morgen aften skal vi sige farvel til vores ældste og højtelskede gamle hund Ankie.
Og når en så frygtelig beslutning er taget, så er der kun et tilbage at gøre og det er at vente. En ventetid som jeg næsten ikke kan holde ud og derfor er dagen blevet brugt på en hel masse andet end det den oprindeligt var tiltænkt.
Jeg har ordnet vasketøj og nusset hund bag ørene, slået græs og nusset hund bag ørene, ryddet op og nusset hund bag ørene, og ryddet op i kreahulen og ...nusset hund bag ørene. 
Og alligevel er det lige som om det bare ikke er helt nok..
Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om noget som helst og kan det faktisk stadig ikke..
I morgen venter en lang dag i børnehaven og så det uundgåelige bagefter.. 
Derfor kommer der nok også lige til at gå et par dage, før I hører fra mig igen her på bloggen, men jeg håber, at I alligevel vil kigge forbi og følge med igen når jeg bliver klar.
Indtil da, på gensyn til Jer alle
her på Kreastil

fredag den 13. juni 2014

Pose-kort

Pose-kort

Så fik jeg tid til at lave en vejledning på det jeg kalder for Pose-kort...
Der kommer en masse billeder med i denne forklaring, men hvis ellers I læser med hele vejen, så skulle I gerne kunne bruge vejledningen, uanset hvilken pose I vælger at arbejde med. Derfor er der heller ikke nogle mål med i vejledningen, fordi I selv kan tilpasse kort-målene, så de passer til posens størrelse.
God fornøjelse til Jer der læser med hele vejen :-)

Jeg har her brugt en thepose og da posen er rimeligt "lang/høj" kan der komme rigtigt mange folder på den, som til slut vil give rigtigt mange "lommer" til kort og tags.
Bemærk venligst at posen har en firkantet bund... Det er den type pose jeg bedst kan lide at bruge til disse kort. Der findes mange typer poser i diverse hobbyforretninger, men hvem siger, at man ikke kan bruge ærteposer fra forskellige forretninger eller lign... :-)

  
Jeg sætter posen på siden, så I nu gerne skulle kunne se hvordan jeg limer den sammen.
Der skal lim/tape på den længste side på posens side og i den lille vinkel i bunden.


Posen skal limes på samme måde i begge sider...
Her har jeg taget den hvide strimmel af den dobbeltklæbende tape, men håber at I kan se teknikken. Det er vigtigt at limen i den lille vinkel i bunden er i den side hvor bunden lukker sammen.. 
Dette er den anden side af posen og der er tape på posens øverste kant og på den vinkel som er tæt på at lukke sig naturligt sammen.. 


 Herefter lukkes posens bund sammen en enkelt gang uden at lime nogen steder.


 Så limes/tapes bunden i hver side.


 Herefter lukkes bunden sammen og nu skal posen foldes sammen flere gange. 


 Jeg vælger her, at lave en smule afstand til bundens første åbning, før jeg folder posen bagom og limer igen på bagsiden. Det giver en sjov effekt når posen er foldet færdigt.
På det næste billede har jeg vendt posen om, så jeg bedre kan vise, hvordan jeg nu kommer lim/tape på "bunden" af posen, før den igen lukkes sammen.


Her er posen atter foldet en gang og bemærk at den bliver foldet som en harmonika ..  aldrig rundt omkring sig selv for så "lukker" man for "lommerne" til kortene..


Her er posen foldet helt sammen.


 Her har jeg sat forskellige små lapper i hver af de mange forskellige lommer som kommer frem hvis man leder en lille smule.. 
Man kan selvfølgelig sagtens lime yderligere lommer udenpå posen, men disse lommer er kommet frem ved selve "grund-foldningen".
En gang imellem må man bruge en blyant eller et andet lidt spidst værktøj til lige at åbne den smalle lomme der går tværs gennem kortet fra top til bund. 
(det lyserøde smalle stykke der stikker ud i både top og bund af posen)



Og så er det ellers bare at gå i gang med at dekorere og lave kort og tags til posen..
Her har jeg leget lidt med nogle skønne stumper papir, men det er jo kun din fantasi der sætter grænser for hvordan dit posekort skal se ud.


 Og her er pose-kortet samlet og klart til at glæde et dejligt menneske.


Tusind tak fordi I kiggede med
og på gensyn her på 
Kreastil


Og husk at I altid kan stille spørgsmål og kommentere både her på bloggen og via facebook hvor I også kan melde jer som læsere af bloggen. 
Jeg bliver så glad for feedback :-)





søndag den 1. juni 2014

Stilhed...før stormen..:-)

Stilhed....før stormen...:-)

Hvor har der været stille her på bloggen de sidste par uger og det er jeg selvfølgelig ked af, men nu vender jeg tilbage igen med en masse nye ideer...
Jeg havde jo egentlig valgt at blive hjemmegående husmor og MOR med meget stort M i det næste stykke tid og det var på det tidspunkt at ideen om bloggen tog sit tag i mig...men det er som bekendt ikke altid at ens planer kommer til at følge den vej som egentlig var udstukket.
Jeg stak nemlig hovedet ind på min yndlingsarbejdsplads og sagde frejdigt at de bare kunne ringe hvis de fik brug for mig og dagen efter stod jeg med en vagtplan på 37 timer..og hvor er jeg bare vildt glad for det!!!!!
Jeg elsker den børnehave og de fantastiske kolleger og ikke mindst ungerne som altid er klar til at begynde dagen med et godt grin. 
Nu er det dog ferietid/forlænget weekend og jeg har en masse nye ideer i ærmet til dem der forhåbentligt stadig gider læse med.

Jeg fik en ide efter at have surfet rundt på nettet hvor jeg ofte finder ny inspiration..
Jeg har en kæmpe bunke papirposer liggende og ville så gerne bruge dem til noget sjovt og da jeg så samtidig fandt næsten samme pose på en tur i Gavlhuset så var det jo oplagt at prøve at lege lidt med dem.

Her kan I se resultatet af legen



Jeg har ganske enkelt foldet bunden op på posen og limet den fast i begge sider. På den måde opstår der flere "lommer" hvor jeg har lavet flere forskellige kort til at sætte i "lommerne".
Posen har jeg dekoreret med forskellige blomster og blade i samme farver som papiret.
Jeg har også leget med sværte og lidt crispybånd.

Der kommer en mere uddybende forklaring med flere billeder senere men jeg har lavet flere forskellige typer af dette kort og dem får I lige først.

Tusind tak fordi I kiggede med
og på gensyn her på
Kreastil

Husk at jeg bliver noget så glad for kommentarer både her og på Facebook:-)